Grundforløb

 

Grundforløbet "Mad til mennesker" er starten på din uddannelse til:

  • Kok
  • Cater
  • Gastronomassistent
  • Smørrebrødsjomfru
  • Ernæringsassistent
  • Ernæringshjælper
  • Tjener
  • Receptionist
  • Hotel- og fritidsassistent

Grundforløbet kan vare 20-60 uger. Længden er afhængig af dine kompetencer, blandt andet din skole- og erhvervsbaggrund.

Den første uge på grundforløbet er afsat til at få dig placeret på det korrekte hold.
Grundforløbet tilrettelægges ud fra dine forudsætninger og har derfor individuel længde.

Undervisningen på Grundforløbet
På grundforløbet undervises der ca. 1/3 af tiden i praktiske fag og 2/3 af tiden i teoretiske fag.

De praktiske fag er køkken- og tjenerfag, hvor du arbejder med fagene som kok, cater, smørrebrødsjomfru, ernæringsassistent, ernæringshjælper og tjener.

De teoretiske fag kan være hygiejne, sundt liv, miljø, fødevarekemi, it, kommunikation (dansk) samt førstehjælp og brandbekæmpelse.

Alle fagene arbejder med emner, der har forbindelse til uddannelsen og branchen.

For at færdiggøre dit grundforløb skal du bestå den afsluttende projektopgave.

På grundforløbet Mad til mennesker er der forskellige typer af profiler.

Gastro-science er for dig, som:
• er afklaret i forhold til uddannelsesretning,
• har arbejdet indenfor hotel- og restaurantbranchen,
• er studieparat og indstillet på hjemmearbejde.

Varighed 20 uger.
Hold starter i januar, marts/april, august, oktober.

Gastro-Solvang er for dig som:
• Er god til engelsk.
• Har mod på at skulle gå i skole i USA.
• Er meget motiveret og afklaret om hvad du vil.

Du skal være opmærksom på, at man skal være fyldt 18 år for at kunne blive optaget på et community college i USA.

Varighed 25 uger.

Gastro-profil for dig, som:
• er afklaret i forhold til uddannelsesretning,
• er studieparat,
• ikke har praktikplads og har brug for hjælp til at finde praktikplads.

Varighed 25 uger.
Hold starter i januar, februar, marts/april, august, september, oktober.

K-40 er for dig, som:
• ikke er sikker på uddannelsesretning og gerne vil have tid til at finde den,
• ikke har arbejdet indenfor hotel- og restaurantbranchen,
• måske kommer direkte fra folkeskolen,
• er lidt skoletræt,
• ikke er så stærk i skriftlig dansk og regning.

Varighed 40 uger.
Hold starter i januar og august.

Ernærings- og sundhedsprofil er for dig, som:
• er særlig interesseret i sund og ernæringsrigtig kost,
• har gode studiekompetencer og/eller erhvervserfaring,
• er studieparat og indstillet på hjemmearbejde,
• vil fortsætte som ernæringsassistent eller ernæringshjælper.

Varighed: 25 uger.
Hold starter i januar, marts/april, august, oktober.

Tjenerprofil er for dig, som:
• vil være tjener,
• er servicemindet,
• er målrettet og seriøs.

Varighed: 25 uger.
Hold starter i januar, marts/april, august, oktober.

Receptionistprofil er for dig, som:
• vil være receptionist,
• er servicemindet,
• er god til sprog både skriftligt og mundtligt,
• er målrettet og seriøs.

Varighed: 20 uger.
Hold starter i januar, marts/april, august, oktober.

Receptionisthold for studenter er for dig, som:
• har studentereksamen,
• ved, du vil være receptionist.

Varighed: 5,5 uger
Hold starter i februar, april/maj, august/september, oktober/november.

Individuelt forløb
Vi kan også tilrettelægge individuelle forløb for dig. Du skal kontakte studievejledningen, hvis du er interesseret.

Efter grundforløbet
Når du har bestået grundforløbet og har fundet en elevpraktikplads, kan du starte på uddannelsens hovedforløb.

Du skal selv finde en godkendt praktikplads, men vi hjælper dig gerne. Vi har en god jobbørs og en studievejledning, der kan hjælpe dig.

Hvornår kan du starte?
På Hotel- og Restaurantskolen starter der hold op 4 gange om året.

Du finder datoerne i kalenderen.

Informationsmøder
Vi afholder informationsmøder om grundforløbet. Her fortæller vi om fagene og hvordan grundforløbet er bygget op.

Du finder datoerne i kalenderen.

Til informationsmøderne vil du få mulighed for at stille spørgsmål til lærerne, hvis der er noget du er i tvivl om.
Du er velkommen til at medbringe dine forældre eller en ven.

Uddannelsernes varighed
Efter grundforløbet vælger du en uddannelsesretning. 
Under din uddannelse skal du skiftevis være på dit praktiksted og på skolen.

Uddannelse Samlet varighed Heraf skoleperiode
Kok Grundforløb + 3 år og 3 måneder 10+10+7 uger
Cater Grundforløb + 2 år og 4 måneder 10+6+6 uger
Gastronomassistent Grundforløb + 1 år 10 uger
Smørrebrødsjomfru Grundforløb + 2 år og 6 måneder 10+7+7 uger
Ernæringsassistent Grundforløb + 2 år og 6 måneder 10+10+10 uger
Ernæringshjælper Grundforløb + 1 år 10 uger
Tjener Grundforløb + 2 år og 10 måneder 10+10 uger
Receptionist Grundforløb + 1 år og 10 måneder 10+10 uger

 

Læs mere om ophold i Danmark og statsborgerskab. (Hvis du ikke har dansk statsborgerskab).

 

 

Kan jeg få SU?
Hvis du er fyldt 18 år, kan du søge om SU til grundforløbet af din uddannelse.

Du skal søge SU online på

www.su.dk
Du skal søge om stipendium til en "ungdomsuddannelse".

Ny frist for ansøgning
Fra den 1. juli 2010 kan studerende ved ungdomsuddannelser tidligst søge SU:

  • 1 måned før den dato, de kan få SU fra, og
  • når de har fået brev om, at de er optaget på uddannelsen.

Spørgsmål og svar om SU.

Hvis du er skoletræt, men gerne vil have en uddannelse, så er Ny mesterlære måske noget for dig.

Hotel- og Restaurantskolen har mange elever på Ny mesterlære-ordningen.
Ny mesterlære var fra starten tænkt som et tilbud til skoletrætte unge, men har fået mere bredt fat.

Under ny mesterlære kan du starte direkte i virksomheden, og du har ét år til at gennemføre det, der svarer til et grundforløb på cirka 20 uger og bestå den praktiske prøve.
Hvis du har gennemført den aftalte undervisning og bestået den praktiske prøve, godkendes du til fortsat uddannelse på hovedforløbet.

En del af undervisningen foregår i virksomheden, hvor en uddannelsesansvarlig skal lære fra sig og kan give lektier for.

Du får en praksisnær uddannelse og får løn under hele forløbet.

Du skal ud og finde en praktikplads som Ny mesterlære-elev i en virksomhed. Hotel- og Restaurantskolens studievejledning hjælper dig gerne. Tjek blandt andet Jobbørsen (du finder link øverst på siden).

Steffen Kuszon er 17 år og i ny mesterlære som kok på Café Lerbækgaard ved Hørsholm Golfklub. Steffen startede i ny mesterlære i juli 2007.
- Jeg er ikke så stærk bogligt, navnlig ikke i det sproglige. Jeg har prøvet at være nogle uger på grundforløb, men det er ikke rigtig mig. Jeg regner med, at jeg lærer mere på denne måde og ikke kører lige så træt i skolesystemet, siger Steffen Kuszon.

Bent Haagen Hansen er som kontaktlærer den, der tager sig af eleverne på Ny mesterlære på Hotel- og Restaurantskolen:
- De unge på erhvervsuddannelserne er endnu i en fase, hvor fest og farver spiller en vis rolle, mens de unge i Ny mesterlære virker som om, at de meget tidligere i forløbet har forstået præmisserne på arbejdsmarkedet og hurtigt tilpasser sig, siger Bent Haagen Hansen.

Vil du vide mere om ny mesterlære, kan du kontakte kontaktlærer og studievejleder Bent Haagen Hansen på bhh@hrs.dk.

Sidst publiceret: 25. januar 2012
 
Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om grundforløbet og de profiler, vi har, er du velkommen til at ringe til vores studievejledning på telefon:  
3386 2200.

Video om skolen